Kan man som voksen (ja det er man vel når man snart skriver mor til 3 og 30 år på bagen) savne sin mor, som var man 4 år og hun den eneste der virkelig duer?
Min søde mor drog til New Zealand midt i december og kommer først hjem om et par uger. Normalt snakker vi sammen- det er lige før vises dagligt… så denne afstand er helt vildt underlig og på een eller anden måde ensom. Det er som om der er “tomt” – som om at alle de ting jeg plejer at ringe til min mor for at fortælle, aner ikke jeg ikke hvem jeg skal fortælle nu!
Stefan er ved at blive skør, af al den smalltalk han skal ligge øre til. Ting som når man lige har været ved jordemoder, har fundet en fed ting på nettet eller bare trænger til at læsse lidt af om ungerne eller manden… hvem skal jeg berette om dagens bedrifter til? Bare det der med at snakke sammen, på den dejlige uformelle ligegyldige måde som kun hun og jeg kan snakke sammen på. Vi kender hinanden så godt, ja så skræmmende godt at vi OFTE ringer til hinanden i selvsamme øjeblik. Nu er der helt vendt op og ned på det hele, da hun går i seng når jeg står op.
koooooom hjem søde mor – du er savnet!!!
Mette – der glæder sig til den 18 januar.
